“Jeg har haft fornøjelsen af at være med i Executive Cognitos ‘Between Job’ netværksgruppe.
For mit vedkommende var det at miste jobbet forbundet med chok, frustration og en fornemmelse af at være lidt “lost”. Efter i mange år at have haft stor fart på karrieren, stod alting pludselig helt stille. Gruppen var et forum hvor jeg mødte ligesindede, et sted hvor vi alle var i samme båd, og hvor vi kunne dele og sparre med hinanden. Det var en stor støtte ikke at føle sig helt alene med alle tankerne, og jeg fik altid noget brugbart input med hjem fra møderne, ligesom det var skønt at kunne give de andre nogle idéer og andre vinkler til deres situation. Nu hvor jeg træder ud af gruppen har jeg tilmed skabt nogle relationer med nogle af gruppemedlemmerne, som vil fortsætte fremover.”
Et gratis tilbud til dig, der er between job
Netværksgruppen Between Job er et gratis tilbud til direktører, som bliver ledige. Formålet er at hjælpe og styrke hinandens kompetencer og netværk, mens ledigheden pågår.
Gruppen har derfor den særlige karakter, at man er medlem, indtil man kommer i job igen. Derefter overlades pladsen til en anden. Når man bliver ledig, skal netværket i spil – vi anslår, at op imod 70 procent af de ledige stillinger lige nu besættes igennem netværk.
En direktørstilling er ikke nødvendigvis sikker
Selv om du føler dig sikker i din stilling, er det et faktum, at gennemsnitslevetiden for et direktørjob er faldet betragteligt de senere år. Nogle direktører tager selv afsked med jobbet, andre bliver bedt om at forlade det. Uanset årsagen til, at du som direktør forlader dit job, så er det en udfordrende situation. Hvis du ikke kender til dit næste job, er din fremtid pludselig usikker. Du er placeret uden for din comfort zone.
Hjælp dig selv og andre
Målet er at netværksgruppen i fællesskab får opbygget et stærkt koncept til, hvordan man takler ledigheden og hurtigt kommer videre. Konceptet kan dermed hjælpe den næste ledige direktør, der kommer med ind i netværksgruppen og så fremdeles.