De sociale medier fylder mere og mere og er et samtaleemne, der optager os alle. Meningerne er mange og kan være delte, men faktum er, at de sociale medier er kommet for at blive, og de får stadig større og større betydning for måden, vi interagerer med andre. Derfor påvirker de sociale medier naturligvis også vores professionelle liv og vores beslutninger og de valg, vi træffer.
De sociale medier betegnes tit og ofte under ét som SoMe og er naturligvis et emne, som optager de mange grupper i direktørnetværket Executive Cognito. En af oplægsholderne har været Leif Carlsen fra virksomheden ”Social Selling Company”. Han har med inspiration og gode råd forsøgt at guide os gennem junglen og rette fokus på det, der er relevant og vigtigt.
Ifølge Leif Carlsen bruger mange virksomheder vigtige ressourcer på at være synlige og levere bidrag på medier som LinkedIn, Facebook, Twitter, Snapchat, Instagram med mere. Det er ikke nødvendigvis, fordi de har lagt en strategi, men fordi der i ledelsen er taget en generel beslutning om – at det skal de!
”De sociale medier handler i høj grad om ”social selling” og om at være synlig. Derfor skal de sociale medier tænkes ind i virksomhedens øvrige kommunikation og i virksomhedens salgsproces, ellers giver det ingen mening. Købsprocessen har ændret sig voldsomt de seneste år. Tidligere havde sælgeren en langt vigtigere rolle, men i dag foregår op imod 60 % af købsprocessen selvstændigt og på egen hånd. Det betyder, at vi ved større køb laver vores egen research og markedsundersøgelse. Vi ved en masse om produktet og leverandørerne, inden vi tager kontakt til en sælger. Vi har simpelthen lavet vores research på nettet, lang tid inden vi tager kontakt til en virksomhed og en sælger for at handle,” fortæller Leif Carlsen.
”Jeg er nødt til at provokere direktørerne i Executive Cognito lidt til møderne og udfordrer derfor altid deltagernes salgsproces. Jeg ved i praksis, at langt de fleste virksomheder ikke har tilrettelagt deres proces, i forhold til at kunderne foretager op imod 60 % af købsprocessen selv. Kunderne skal påvirkes, inden de skal i købsproces, og det er netop her, de sociale medier har deres berettigelse, men det kræver, at vi bruger dem aktivt og bevidst,” understreger Leif Carlsen.
”De sociale medier tilbyder noget forskelligt, men overordnet handler det om at være synlig og sikre, at netværket og eventuelle følgere ved præcist, hvad jeg laver. Det handler i bund og grund om ikke at sælge på f.eks. LinkedIn – ikke direkte i hvert fald. Årsagen er, at folk ikke er på LinkedIn for at købe eller handle. Men det er vigtigt, at vi er synlige, og at de her lærer, hvad vi kan, og hvad vi tilbyder, så når de eller andre i deres netværk skal handle – så ligger det lige for.”
Leif Carlsen kommer med en helt klar opfordring: Vi skal turde lægge ting op på nettet, og vi skal konstant have fokus på tre helt overordnede ting, når vi arbejder med ”social selling”:
- Synlighed
- Likeability
- Tillid.
”Selvfølgelig skal vi være professionelle, men vi skal også turde at lægge ting op og ikke lade os standse af godkendelsesprocesser og -procedurer i virksomhederne. Det handler om at dele viden og inspiration. Det er helt afgørende, at det, man poster, rent faktisk er relevant og værdifuldt for andre. Det handler om at fortælle noget, der skaber værdi og giver mening for netværket, og derigennem inspirere dem.”
Ifølge Leif Carlsen kan det som udgangspunkt være svært at målrette budskaber i forhold til konkrete målgrupper på de sociale medier, men vi kan gennem en mere bevidst brug af billeder og tekst medvirke til en større synlighed og tillid hos de målgrupper, vi gerne vil have i tale og dermed skabe en bevidsthed og viden om vores eksistens og dét, vi kan tilbyde.
”Vi skal bruge et visuelt element som f.eks. et billede, et stykke grafik, en infografik eller video i kombination med noget tekst, hvis du på bedst mulige vis skal fange dit netværks opmærksomhed,” understreger Leif Carlsen og fortsætter. ”Det handler kort og godt om relationer og kun relationer. De sociale medier har skabt grobund for et større og bredere netværk, hvor vi reelt har mulighed for at følge flere over længere tid. Det er en mulighed, og den skal indtænkes i vores salgsproces og i vores kommunikation.”
Et af medlemmerne fra netværket Executive Cognito var bl.a. CEO Jan Møller Hansen, der ejer og driver virksomheden M&E Engineering A/S i Hørsholm. Han var en af de mange, der tog ordene og opfordringen til sig og gik hjem og handlede.
”Når det kommer til de sociale medier, så var jeg nok mest den nysgerrige type og lidt forsigtig. Jeg var nok lidt privat og følte ikke, at den viden, jeg sad inde med, var relevant. Men jeg lyttede, og det gav god mening for mig at være synlig. Specielt i forhold til mange af de kunder, vi arbejder med. Her er købsprocessen lang og omstændelig. Jeg har simpelthen valgt at gå på og lægge forskellige ”happy news” ud på nettet, og det er blevet modtaget helt fantastisk positivt,” fortæller Jan Møller Hansen.
”Jeg tænkte godt nok, at han var noget af en sprællemand, ham Leif Carlsen, og vi blev tæppebombet, men han formåede også at afmystificere emnet og de sociale medier. Lad være med at være bange – producér! Og det har jeg så gjort. Jeg har bl.a. lagt en video op, hvor jeg kører gennem Nordhavnstunnellen, som er et af vores mange projekter – vel at mærke et vi er voldsomt stolte over.
Jeg kører gennem tunnelen uden at sige noget. Den eneste lyd, der er på videoen, er lyden fra bilen. Den video er set af mere end 61.000 personer. Det er da meget godt,” fortæller en tilfreds Jan Møller Hansen, der samtidig kan konstatere på egne erfaringer, at det rykker meget mere at lave videoer – end blot tekst.
”Jeg er opmærksom på tre overordnede ting:
- Kun positive ting
- Ikke smykke sig med lånte fjer
- Ingen brødnid og ingen sure rønnebær.
Før linkede jeg til andre, men nu er det mig og mine opslag, der bliver linket til. Om det giver forretning, det kan jeg ikke sige endnu, men jeg får en masse positiv feedback, og det skulle undre mig, om ikke andre har fået øje på M&E Engineering A/S i Hørsholm,” smiler Jan Møller Hansen, som skal tilbage til forretningen og de sociale medier.
Fakta:
Sociale medier er medier for social interaktion online. Det er onlinetjenester, som brugerne anvender til at dele indhold, profiler, meninger, oplevelser, billeder, artikler, videoer med mere. Det kan være onlinetjenester, som inkluderer bl.a. blogs, message boards, podcasts, microblogs, lifestreams, bookmarks, networks, communities og wikis. De sociale medier skaber mulighed for direkte onlineinteraktion mellem mennesker og danner nye fora og netværk i forhold til interessefælleskaber.
0 kommentarer